Lokalområdet

 Engholmene er beliggende i området Enghave Brygge, som er det sidste område langs Københavns Havn, der fuldender den store udvikling havnen har gennemgået. Enghave Brygge består af 11 individuelle bolig-øer, der udgør et lille ø-rige – midt i København. 

Engholmene udgør de 6 nordligste og mest citynære af de 11 øer. Alle øerne omsluttes af brede kanaler med rent havvand fra havneløbet. Hver ø er sin egen, men alligevel forankret gennem hyggelige broer og smukke gennemgående kajpromenader. På Engholmene bor man direkte ud til vandet og er omgivet af masser af frisk luft. Og samtidigt kan man leve det aktive storbyliv, som Hovedstaden inviterer til.  Området repræsenterer state-of-the-art inden for havneudvikling i storbyen, hvor målet er at skabe liv i maritime miljøer. Overalt er der frit udsyn til vand– og den beroligende lyd af skvulpende bølger kan nydes helt ind i stuerne. 

Engholmene er med sin placering tæt på Indre By, i høj grad forbundet med livet i hovedstaden. Og inden længe bliver området også forbundet med Københavns Metro. I 2019 åbnede den længe ventede Cityring, og de nærmeste metrostationer er København H og Enghave Plads. Men om kun 4 år – i 2024 – åbner Sydhavnslinjen med sine 6 metrostationer – alle i få kilometers afstand fra Engholmene. Den nærmeste bliver Enghave Brygge station, og ved Fisketorvet kommer Havneholmen station.